Bestyrelsen i Skobranchen.dk indkalder til ekstraordinær generalforsamling den 18. marts 2026 med henblik på at behandle forslag om ændring af vedtægternes § 11 (Opløsning) i forbindelse med en mulig fusion med MERK.
Dato: 18. marts 2026
Tid: Kl. 09.30–10.00
Sted: Dansk Erhverv, Børsgade 4, 1215 København K.
Der er mulighed for fysisk deltagelse. Hvis du ikke har mulighed for at deltage fysisk, kan du lade dig repræsentere ved fuldmagt.
Dagsorden
- Valg af dirigent
- Forslag til vedtægtsændring – ændring af § 11 (Opløsning)
- Eventuelt
Forslag til vedtægtsændring
Bestyrelsen foreslår, at vedtægternes § 11 ændres.
Nuværende ordlyd af § 11:
”Opløsning af Skobranchen.dk kræver vedtagelse af 2/3 af samtlige af medlemmer på 2 generalforsamlinger, der afholdes med mindst 1 måneds mellemrum og mellem hvis afholdelse, der skal være valgt en ny bestyrelse”.
Bestyrelsens forslag til ny ordlyd af § 11:
”Opløsning af Skobranchen.dk kræver vedtagelse med 2/3 af samtlige medlemmer på en generalforsamling. Opnås det nødvendige flertal ikke, afholdes der en ny generalforsamling inden for 4 uger med 2 ugers varsel, hvor opløsning af foreningen er eneste punkt på dagsordenen. På denne generalforsamling kan opløsning vedtages med 2/3 flertal af de fremmødte medlemmer”.
Baggrund for forslaget
Bestyrelsen ønsker at præcisere § 11, da den nuværende formulering vurderes at være uklar og uden reel mulighed for beslutningstagen i praksis.
Ændringen foreslås i lyset af ønsket om at fusionere Skobranchen.dk med brancheforeningen MERK i forbindelse med den ordinære generalforsamling den 26. maj 2026. En præcis og beslutningsdygtig bestemmelse om opløsning er en forudsætning for, at medlemmerne kan tage stilling til en eventuel fusion på et klart og juridisk holdbart grundlag.
Regler for vedtægtsændring (§ 10)
I henhold til vedtægternes § 10 gælder følgende:
Vedtægtsændring kræver vedtagelse af 2/3 af de i afstemningen deltagende medlemmer på en generalforsamling.
Såfremt at der på den ordinære generalforsamling den 26. maj 2026 er flertal for en fusion med MERK, vil der efterfølgende etableres et stærkt Sko-netværk, som fremadrettet tager sig af brancherelaterede spørgsmål og aktivt arbejder med fælles business-agendaer, politisk interessevaretagelse, kommercielle udviklingstiltag og tværgående initiativer, der styrker både indtjening, kompetencer og sammenhængskraft i skobranchen.
Deltagelse og fuldmagt
Medlemmer kan deltage fysisk på generalforsamlingen eller lade sig repræsentere ved fuldmagt.
Tilmelding
Tilmelding til fysisk fremmøde sker herunder:
Spørgsmål kan rettes til sekretariatet på: jand@danskerhverv.dk
