Overenskomst på plads for 150.000 butiksansatte

Dansk Erhverv og HK Handel har i dag indgået en ny to-årig aftale om fornyelse af butiksoverenskomsten.

Aftalen indebærer blandt andet, at minimallønnen stiger med 4,50 kr. pr. time pr. år, og at pensionen den 1. juni 2023 stiger til 9,7 pct. for arbejdsgiver, mens de ansattes bidrag sænkes til 1,8 pct. Den 1. marts 2024 stiger bidraget til Fritvalgs Lønkontoen med 2 pct., hvorefter bidraget udgør 9 pct.

For nærmere beskrivelse af aftalen henvises til orienteringen, der linkes til nederst.

Aftalen sikrer ro
Det er Dansk Erhvervs vurdering, at aftalen er til den dyre side på detailområdet, men at den samtidig er med til at sikre stabilitet og ro i en urolig og omskiftelig tid.

Den nye overenskomst træder i kraft den 1. marts 2023, såfremt et flertal på lønmodtagersiden stemmer ja til et samlet mæglingsforslag. Det forventes, at afstemningsresultatet foreligger i april 2023. Virksomhederne skal derfor afvente afstemning og først foretage reguleringer med tilbagevirkende kraft, når afstemningsresultatet foreligger.

Aftale om fleksibel deltidsbeskæftigelse
Der er opnået enighed om en ny ansættelsesform i overenskomsten kaldet fleksibel deltidsbeskæftigelse. Ved fleksibel deltidsbeskæftigelse kan der ansættes i to arbejdstidsintervaller, henholdsvis 8-15 timer i gennemsnit om ugen og 13-20 timer i gennemsnit om ugen.

Det er Dansk Erhvervs vurdering, at der med aftalen er skabt nogle vilkår, som kommer til at dække en stor del af de ansatte i detailhandlen, og som er tidssvarende for såvel virksomhederne som de ansatte.

Aftalen om fleksibel deltidsbeskæftigelse er nærmere beskrevet i orienteringen nedenunder.

Orientering