Over 2.500 amerikanske virksomheder, herunder Google og Meta, er nu certificeret under DataPrivacyFramework, som EU Kommissionen netop har godkendt som tilstrækkeligt grundlag for dataoverførsler til USA.
Amerikanske virksomheder har siddet klar til at søge om at blive certificeret under EU-USA aftalen DataPrivacyFramework, USA, så lovligt indsamlede persondata om EU-borgere kan opbevares i USA. Dermed er USA igen et sikkert 3. land at overføre data til.
Kun en uge efter EU-Kommissionen godkendte aftalen som tilstrækkeligt grundlag for dataoverførsel til USA, er over 2.500 virksomheder nu certificeret af det amerikanske Dept. Of Commerce, og listen over de certificerede virksomheder omfatter blandt andet Microsoft, Google og Meta (Facebook).
”Med andre ord, så er fx Google Analytics og Facebook login igen lovlige at bruge for danske virksomheder. Selvfølgelig skal andre krav i GDPR-reglerne følges, herunder aftaler om databehandling. Men vi er nu ude af det GDPR vakuum, som Schrems II dommen skabte for danske og europæiske virksomheder, siger fagchef Carsten Rose Lundberg, Dansk Erhverv Digital Handel.