Forbrugerne shoppede løs på nettet, da Black Friday blev til Black Week

Løftede restriktioner og åbne butikker fik ikke forbrugerne til at glemme netbutikkerne, da Black Week og Black Friday 2021 ramte Danmark. Dansk Erhverv vurderer, der blev solgt for mere end 3,2 mia. kr. på nettet gennem ugen og dermed nåede forbruget sidste års store rekord.

”HERNING! Hør lige. Mangler du et job? Du kan få et job - i dag! Black Friday går over alle forventninger, og vi har brug for hjælp på vores lager i Herning.” 

Sådan skrev Coolshops Jacob Risgaard på LinkedIn lørdagen efter Black Friday. Allerede på Black Friday var den nordjyske løve i Børsen og sige, at Black Week havde slået alle forventninger og ville blive den største handelsuge i Coolshops historie. 

Når samme niveau som sidste års rekord 

Coolshop er langt fra den eneste netbutik, der har haft et flot salg under Black Week og Black Friday. 

”Vi har talt med både store, små og mellemstore netbutikker og konklusionen er, at det har været en virkelig god uge, som i mange tilfælde har overgået forventningerne. Det har været heftigt,” siger Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv. 

E-handelsdirektøren siger videre, at det har overrasket flere netbutikker, at salget ikke er gået ned siden sidste år. 

”Sidste år var præget af restriktioner, lukkede butikker og udbetalte feriepenge, og det fik virkelig forbrugerne til at gå shop-amok. I år har de tilsyneladende bare fortsat. Vores bud er, at der blev solgt for godt 3,2 mia. kr. på nettet i hele Black Week 2021.” 

"det fik virkelig forbrugerne til at gå shop-amok. I år har de tilsyneladende bare fortsat. Vores bud er, at der blev solgt for godt 3,2 mia. kr. på nettet i hele Black Week 2021."

- Niels Ralund, Dansk Erhverv

Rekord til MobilePay 

Forbrugernes købelyst smittede også af på MobilePay, som i Black Week 2021 med afstand slog alle hidtidige uge-rekorder for handel på nettet. Ved midnat søndag endte omsætningen på 2,2 milliarder kroner igennem Black Friday-ugen. Målt i transaktioner swipede indkøbsivrige danskere 3,3 millioner gange. 

”Danskerne føler sig i år trygge omkring privatøkonomien og er samtidig tidligt ude, fordi de er bekymrede for leveringsproblemer omkring julegaverne. Samtidig har pandemien på kun et år øget antallet af unikke MobilePay e-handelsbrugere med 800.000 til 3,3 mio. Tilsammen har det skabt den største e-handelsuge herhjemme nogensinde, måske også den største samlede handelsuge nogensinde,” siger Claus Bunkenborg, direktør for MobilePay. 

”Som Claus Bunkenborg siger, så har MobilePay fået ganske mange nye kunder – både forbrugere og butikker, så det skal man lige have in mente. Der er dog ingen tvivl om, at væksten hos MobilePay understreger, at det virkelig har været en travl uge, for i mange butikker står der MobilePay på i hvert fald halvdelen af betalingerne,” siger Niels Ralund. 

Læs mere her