Tal for energistyrelsen viser, at erhvervskundernes fakturerede el-forbrug beløb sig til ca. 9 mia. kr. i andet halvår 2021. Ifølge vores beregninger vil erhvervslivets elregning potentielt stige til godt 20 mia. kr. i andet halvår 2022, hvis de nuværende rekordhøje priser låser sig fast frem mod årsskiftet. Altså kan de danske virksomheder potentielt have udsigt til en fordobling af deres elregning, hvis priserne ikke igen falder ned i et mere normalt niveau. Det er vel og mærke en stigning fra et i forvejen højt niveau. Tilbage i 2. halvår 2019 udgjorde erhvervskundernes fakturerede el-forbrug 3,5 mia. kr.
Prisstigningerne vi ser ind i er praksis forhåbentligt mindre, da nogle erhvervskunder har fastprisaftaler eller andre prisaftaler, som ikke er en ren variabel elpris. Ifølge tal fra Energistyrelsen har ca. 15% af erhvervskunderne en fastprisaftale. Her vil prisstigningerne først slå igennem med en vis forsinkelse.
Det ændrer dog ikke ved, at det er nærmest horrible prisstigninger på el, der rammer store dele af dansk erhvervsliv. De stigende elpriser kommer tilmed på et tidspunkt, hvor virksomhedernes omkostninger i forvejen er steget voldsomt som følge af stigende priser på produktionsinput, råvarer, fragt mv. Dertil er der også udsigt til øgede lønomkostninger som følge af den store mangel på arbejdskraft.
Bekymringen er desværre meget reel, da de nuværende futurepriser på det nordiske el-marked i øjeblikket peger i retning af yderligere prisstigninger frem mod årsskiftet. Konkret indikerer futurepriserne, at el-priserne kan stige med yderligere 25-35% frem mod årsskiftet.