DetailWatch | Dansk Erhverv går på barrikaderne mod "uordentlige" rabat-apps

Det er ikke kun i supermarkederne, at danskerne er sultne efter tilbud.

De seneste år er danske ’shoppingassistenter’ som Rabatta og Molly blevet populære hos de danske forbrugere på jagt efter billigere tøj eller andet.

Rabatta og Molly er et værktøj, der finder rabatkoder, som webshops har delt med en mindre gruppe – eksempelvis influencere – og så deler de rabatkoderne med de forbrugere, der har hentet Molly eller Rabatta som app på mobilen eller som værktøj i browseren på computeren – en såkaldt browser extention.

Når de er installeret, popper de automatisk frem ved betalingen, hvis der er en aktuel rabatkode tilgængelig til webshoppen.

Det er dog ikke alle steder, at tilbudsværktøjerne er populære. Interesseorganisationen Dansk Erhverv mener, at de lægger et yderligere pres på i forvejen pressede detailvirksomheder ved systematisk at sprede rabatkoder.

”Det er mere end vanskeligt for både detailister og e-handlere at tjene penge i dagens marked. Derfor har vi ikke brug for rabatapps som Molly, Rabatta og Bownty, som med uordentlige forretningsmetoder, eksempelvis at dele personlige rabatkoder i flæng til hele landet, har valgt at gøre livet surt for hårdtarbejdende og udfordrede detailister og e-handlere,” skriver Niels Ralund, der er direktør for e-commerce i Dansk Erhverv, i et opsigtsvækkende opslag på linkedin.

Han opfordrer samtidig virksomhederne til at dele deres erfaringer, og at interesseorganisationen overvejer at arrangere et møde, hvor Dansk Erhverv og webshops ”kan drøfte evt. modtræk mod disse”.

Læs hele artiklen her