Damstahl scorede Guld og pris- hattrick til E-handelsprisen 2023

Skanderborgensiske Damstahl blev den helt store vinder, da Dansk Erhverv torsdag kårede og hyldede de bedste danske digitale virksomheder til E-handelsprisen 2023. Matas, Royal Copenhagen og Elisa var også blandt vinderne til den store prisfest, hvor Kvadrat snuppede prisen for Bedste Grønne Tiltag

Damstahl er måske ikke den allermest kendte virksomhed i Danmark, men torsdag var virksomheden ikke desto mindre på alles læber til E-handelsprisen 2023.

Den skanderborgensiske stålgrossist løb nemlig med hele tre priser, da Dansk Erhverv ved en stort anlagt prisfest med mere end 900 deltagere uddelte de eftertragtede E-handelspriser til Danmarks dygtigste digitale virksomheder.

Damstahl vandt i kategorierne Bedste B2B-virksomhed med online omsætning over 200 mio. kr. og Bedste Eksport-case og løb også med Guldprisen, som gives til den virksomhed, der ifølge Guldjuryen er den skarpeste virksomhed på tværs af alle vinderne.

”Vi er bare sindssygt glade lige nu. Det betyder virkelig meget at få branchens anerkedendelse – også mere end jeg lige havde troet,” jubler koncerndirektør Michael Lund.

Han uddyber:

”Jeg er enormt beæret over juryens flotte ord om vores udvikling, og især at de har lagt mærke til vores arbejde med bæredygtighed. Det er vi selv stolte over, så det er ekstra fedt, at andre også mener det.”  

Blæste juryen bagover
Ifølge Winnies Kruse, som er COO i Sport24 og medlem af Guldjuryen, er prisen og glæden helt fortjent:

”Damstahl imponerede og overraskede os i juryen helt vildt. Det er jo en kæmpe virksomhed i en industri, man ikke lige forbinder med e-handel, men de gør bare så mange ting supergodt. De er ekstremt kundeorienterede og digitale og så kan de præsentere nogle meget flotte resultater, som i høj grad er båret af deres digitale udvikling. Vi var helt blæst bagover.”

Hun fremhæver også virksomhedens arbejde med bæredygtighed:

”De fortjener stor ros for deres CO2-beregner, som hjælper klimaet, kunderne og ikke mindst Damstahl selv, fordi det giver Damstahl en masse nyttige data. Det er virkelig en inspiration for alle andre – og det gælder i virkeligheden hele den digitale rejse, Damstahl har været på.”

Se alle vinderne og Top 3 i hver kategori her

Flere debutanter blandt vinderne
Damstahl har ikke tidligere vundet en E-handelspris, og de var langt fra alene om at være vinder-debutant. Faktisk var det blandt vinderne kun Matas og Visma Dinero, der tidligere har hevet en førsteplads hjem. Det glæder Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv:

”Der er ikke noget til hinder for, at man vinder flere gange, men jeg synes personligt, at det er fedt, når vi ser nye vindere. Det vidner om, at vi har rigtig, rigtig mange dygtige e-handelsvirksomheder i Danmark. Og det gælder både dem, der er født digitale, og de fysiske butikker, som har taget e-handlen til sig.”  

Han uddyber:

”I Dansk Erhverv har vi tæt kontakt med rigtig mange dygtige digitale virksomheder. I år har vi gjort ekstra meget for at få mange indstillede virksomheder og også høre fra nogle af de knap så kendte – som eksempelvis Damstahl – fordi det er så vigtigt at få fremhævet den meget store gruppe af dygtige virksomheder, Danmark har.”

En af vinder-debutanterne var Imerco, som vandt E-handelsprisen for bedste omnichannel. Netop den pris betyder meget, forklarer Emilie Reimar, som er CMO i Imerco:

”Vores mission er at give en sammenhængende kundeoplevelse på tværs af alle kanaler. Det kan man kun, hvis alle led i virksomheden arbejder sammen om det. Derfor er det så fedt at blive hædret for netop det. Nu skal det fejres!”

Kvadrat vandt specialprisen Bedste Grønne Tiltag
I år blev der også uddelt en ny pris nemlig specialprisen Bedste Grønne Tiltag. Ud af et stærkt felt på 29 virksomheder var det Kvadrat, der vandt prisen. De har udviklet et Carbon Neutrality-værktøj, der hjælper kunderne med at vælge produkter med lavest mulig klimabelastning.  

Læs hele artiklen her.