"Skomager, bliv ved din læst"

- men er det fortsat muligt?

Tekst: Ninna Vatnhamar

Foto: Ninna Vatnhamar

Status

Tal fra 2019 viser, at den gennemsnitlige danske familie bruger kr. 11.500 om året på tøj og sko, mens der til sammenligning kun bliver brugt under kr. 40 til reparationer. Som forbruger og som interessent inden for skobranchen kan man spørge sig selv: Er 40 kr. om året alt, vi kan svinge os op til i en tid, hvor der er så meget fokus på miljø, genbrug og bæredygtighed?


Vi ved også, at de beløb, som bliver brugt på detailvarer, er faldende, for tallene fra 2019 viser, at specialdetailhandlen er udfordret, og endda i sådan en grad, at den nu står over for en af sine værste kriser i mange, mange år. Detailomsætningen står i bedste fald stille, men for mange specialbutikker er omsætningen faldet med 4-6%, sammenlignet med 2018, og en tilbagegang af denne kaliber blandt visse brancher er ikke set siden finanskrisen. 

Årsagerne til tilbagegangen inden for skobranchen er helst flerfoldige, men meget peger på, at nogle af de mest alvorlige er internetsalget, genbrugstendensen og miljøhensynet, forbrugerens ændrede adfærd og købsprioriteter og sidst, men ikke mindst sneaker-bølgen.

Men hvad betyder alt dette for fremtiden? Og hvor er vi som skobranche på vej hen? Én ting, vi med rimelig sikkerhed kan spå om, er, at vi mennesker næppe holder op med at gå med sko, og vi vil blive ved med at købe sko. Spørgsmålet er blot, hvem vi kommer til at købe vores sko af, og hvordan vores fremtidige skoindkøb ser ud med hensyn til kvalitet og kvantitet.

De gode, gamle dage

En fredag i januar gik jeg ind til Triangel Hælebar, for jeg havde et par støvler, som trængte til nye
såler. Jeg trådte ind i det lille lokale, hvor jeg blev mødt af Per Ingvorsen, skomagersvend og ejer af butikken siden 1996, og skomagersvend Kurt Rasmussen. Stemningen i butikken var venlig, ligetil og med en snert af sjov og ballade, så en god branche-snak lå lige til højrebenet. Jeg var nysgerrig efter at høre, hvordan den skræntende sko-konjunktur påvirker en forretning, som ligger i kanten af vores branche, og som til dels lever af vores branche. Og ikke overraskende kunne de to svende slutte sig til koret, der synger om de gode gamle dage, hvor forretningen blomstrede.

De gode gamle dage, som de refererer til, er 00’erne. “Da gik vores kunder i støvler og stiletter og havde penge. Så da tjente vi mange penge. Men det var ikke kun os, for alle tjente penge dengang. Vi havde rigtigt mange private kunder, og derudover havde vi 14 butikker, der kom med alle deres reklamationer mm. De kom herned med kasser med helt nye sko, som bare skulle have såler på. Og de gad ikke engang se på skoene, når vi havde lavet dem. Det var lige meget, hvad det kostede, de betalte bare og gik igen”, fortæller Per mens han smiler stort og ryster på hovedet.

”Og når vi gik hjem om lørdagen, så havde vi sko liggende over hele butikken, som vi skulle i gang med mandag morgen. Og på stængerne i loftet var der ikke plads til alle støvlerne, så vi måtte hænge dem på nøgletavlen og over snørebåndene.”

”Ja, det var helt vildt”, tilføjer Kurt. ”Om lørdagen stod de i kø ned ad fortovet, og forbipasserende på den anden side af gaden tænkte, hvad fanden der foregik derovre. Og der kan kun være max. 6 personer herinde ad gangen, så når en gik ud, så kunne den næste komme ind. Sådan var det
i 00’erne”.

 
"Nu går alle i sneakers, ja selv 70-årige fru Larsen går i sneakers, og dem er der ingen reparationer i".

Nye, men mindre gode tider

Men sådan er det ikke længere, og Per forklarer, at den allerstørste årsag til, at en butik som hans kan mærke nedgangstidens kolde blæst er, at kunderne har skiftet sine støvler, stiletter og pæne sko ud med sneakers. "Moden har ændret sig, og nu går alle i sneakers, ja selv 70-årige fru Larsen går i sneakers. Og dem er der ingen reparationer i - hverken direkte fra kunden eller gennem butikkerne.

Dertil kommer, at når butikkerne sælger mindre, så går det også ud over vores forretning, og det er det, som sker for tiden. I 00’erne havde vi reklamationer nok til at aflønne en hel svend, men det har vi slet ikke mere, for af de 14 butikker, som vi havde som kunder, er de fleste lukket, så nu har vi kun fire. Vi ved også, at de lider, for det fortæller de, når de kommer med deres reklamationer. Og dette har ikke stået på i 14 dage – det har stået på i årevis”.


Per fortsætter og fortæller, at en anden faktor, der har haft negativ påvirkning på forretningen, er vejret. ”Ikke engang årstiderne opfører sig, som de plejer. Vi plejer at kunne regne med en vis omsætning i forbindelse med f.eks. vinteren, men det er efterhånden nogle år siden, at vi havdenogen rigtig vinter med sne og kulde, og det har medført betydeligt færre reparationer af vinterstøvler. Til gengæld regner det rigtigt meget, så folk går i gummistøvler, og dem kan vi skomagere ikke gøre noget ved”.


Per fortæller, at status på hans forretning er, at de fortsat tjener penge men, at de langt fra rider så højt på bølgen, som de gjorde i 00’erne. ” Vi har jo skoreparationerne som hovedprodukt, og så vilaver vi nøgler, sælger tilbehør, tasker, bælter og graverer. Samtidig forsøger vi at finde på noget nyt, og nu har vi f.eks. anskaffet os en maskine, som renser sko. Den er god, for den kan nemlig også rense sneakers. Så det reklamerer vi med på døren og på hjemmesiden, og det giver lidt til omsætning, også fordi, at vi har fået kontakt til nogle renserier, som sender opgaver til os. Maskinen er et skorenseri, som foregår over damp, tilsat nogle veganske rensevæsker. Nu må man jo ikke bruge noget med gift i, og vores produkter skal være så miljørigtige, at man skulle tro, det er løgn. Så det gør vi generelt meget ud af i vores sortiment, for kunderne spørger efter det. Ikke alle selvfølgelig, for der er også dem, som er fløjtende ligeglade”.

Fremtiden 

Jeg spørger de to skomagersvende, hvad de ser, om de kaster et blik ind i fremtiden. ”Nu har vi været her i så mange år, så nu er det pensionen, vi går efter”, siger de begge to og griner. ”Men hvad skal der ske med din butik, når du går på pension”, spørger jeg Per. ”Det ved jeg ikke, men mit håb er, at der er en, der vil købe den af mig. Men det er heller ikke som før i tiden, hvor du kunne få lidt penge for en butik som denne. Og for det næste, hvem skulle jeg sælge den til? Der findes ikke mange skomagere længere, og siden 2011 har vi ikke længere haft en skomageruddannelse i Danmark, fordi der var for få, der søgte ind på den. Så Kurt og jeg er en uddøende race, og hvis jeg er så heldig at finde en ildsjæl, der er interesseret i at overtage min forretning, så skal jeg lære vedkommende godt og grundigt op først”, siger Per og giver et sukkende udtryk for, at fremtidsperspektivet for skomagerhåndværket ser dystert ud.


Jeg forlod Triangel Hælebar langt klogere, end jeg var, da jeg gik derind. Disse to venlige og dygtige repræsentanter for et håndværk, som går helt tilbage til det gamle Egypten, havde givet mig noget at tænke over. For hvordan ser en fremtid ud uden skomagere? Per og Kurt havde fortalt mig, at de havde mistet en stor del af deres omsætning på grund af moden, som har ført os forbrugere ned ad en sti, der leder os bort fra vigtigheden af deres håndværk. Dette er en tendens, der samtidigt afslører, at vi nu i langt større stil køber sko, der ikke bliver repareret, hvilket må betyde, at når de er slidt, så bliver de smidt væk, og vi køber nye.

Men et fremtidsbillede af fodtøjsindustrien, som både trendsættere, producenter, skohandlere, skomagere og forbrugere er en del af, er ikke nemt at tegne, for det indeholder en lang række faktorer og mindst lige så mange ubekendte. Vi ved f.eks. ikke, hvordan verdensøkonomien, og derved privatøkonomien, kommer til at arte sig, ej heller hvordan det vil være med adgangen til eksisterende eller eventuelle nye materialer til at lave sko med. Gad vide, om vi af økonomiske, materielle, miljømæssige eller andre årsager kommer tilbage til en tilstand, der minder om den, vi så for et par generationer siden, hvor f.eks. en frakke kostede tre månedslønninger, og man blev nødt til at spare op til den. Og når den var i hus, så holdt den i mange år. Sker det, så vil der blive sat store krav til kvaliteten og håndværket, og sådan et scenarie ville måske invitere skomageren til at genfinde sin plads på scenen, og vi vil nok kunne svinge os op over de 40 kr., vi bruger på
reparationer om året. Det kan også være, at alle vores sko og frakker i fremtiden bliver fremstillede i 3D-skannere, eller med en helt tredje metode, som vi endnu ikke kender til.

Det er ikke til at vide, men én ting kan vi være rimelig sikre på, og det er, at vi fortsat vil have brug for fodtøj. Spørgsmålet er bare, hvem vi skal købe det af?