Nye varer skaber salg.

Tekst: Pia Finne

Foto: Freddy Sko og Bodil Sko

Indkøberne købte mere end forventet og frygtet til AW 2021-22. De er klar over, at der skal nye varer i butikkerne, så kunderne kan inspireres. Vi har talt med Heidi Grube fra Freddy Sko i Marstal og Majbritt Jacobsen fra Bodil Sko i København, og begge deltog de på skobranchens ordredage i Bella Center. Lidt er der blevet købt ind online, men de glæder sig begge til kunne se og føle på varerne igen.


Der er ingen tvivl om, at de danske skohandlere glæder sig til at kunne få varerne i hænderne igen, når de skal købe ind. Mange benyttede sig af skobranchens ordredage, hvor man kunne deltage med aftale, og de betegnes som en succes.
Men ifølge Heidi Grube fra Freddy Sko i Marstal og Majbritt Jacobsen fra Bodil Sko i København har det unægteligt været vanskeligere at købe ind til AW 21-22, og de har frem for alt manglet inspirationen. Og ingen af dem føler, at indkøb via Zoom er vejen frem.

Heidi Grube, Freddy Sko, Marstal:
”Vi overvejede klart, om vi skulle tage til København og udsætte os for smitte, for på Ærø har smittetallet igennem lang tid været 0. Men vi tog chancen, og det er vi rigtig glade for. Der er ingen tvivl om, at det er bedst at se og mærke på varerne, så det var den helt rigtige beslutning”. Det fortæller Heidi Grube, der ejer Freddy Sko i Marstal, og hun mener, der er en stor forskel på at tale med sælgeren ansigt til ansigt fremfor online.
”Det er derfor, jeg har en fysisk butik. Jeg vil gerne se kunderne og tale med dem, og derfor vil jeg også gerne have varerne i hænderne. Mærke tyngden, se farven og fornemme materialerne”.
Heidi var på martet torsdag og fredag, og hun havde begge dage pakket med aftaler.
”Det var anderledes og det var hårdt. Normalt bruger vi også tid på at tale sammen ind imellem aftalerne og snuse lidt rundt, få ny inspiration hos nye leverandører, vi ikke kender, og gå en tur på modemessen, for at fornemme, hvad der rører sig der. Det savnede vi denne gang, hvor det var det lige på og hårdt. Så vi var brugte, da vi nåede aftenen”, siger Heidi med et smil.
Hun nåede at besøge 12-14 leverandører, og det er hun godt tilfreds med. ”Vi nåede meget på kortere tid, end vi plejer, men vi fik ikke samme brede inspiration”.
Heidi har haft et par online møder med leverandører, der ikke var på skobranchens mart, og som de derfor ikke kunne møde, og selv om det har fungerer fint, synes hun stadig, det er vanskeligt at købe ind online.
”Jeg får vist produkterne på skærmen, og vi taler sammen, men jeg kan ikke fornemme produktet, som jeg plejer”, siger hun, og tilføjer, at hun er ked af den tendens, der er til, at flere flytter væk fra Bella Center og dermed benytter sig mere af online møder – selvom der ikke er corona. ”Vi bor på en ø, og der kommer ikke mange sælgere forbi. Derfor er skomartet vores mulighed for at se produkterne fysisk”, siger hun.
Og hun glæder sig meget til, at det igen bliver muligt at komme på messer, og til at tingene normaliserer sig.
Generelt har Heidi købt forsigtigt ind – men ikke overforsigtigt. ”Heldigvis er flere firmaer begyndte at have delkollektioner i løbet af sæsonen. Det betyder jo, at vi ikke skal købe alt ind nu. Jeg mener også, man skal passe på ikke at blive for forsigtig i sine indkøb. Man skal prøve noget nyt, så kunderne kan få nye oplevelser, eller taber vi på den lange bane”. Så på trods af corona er der røget anderledes og nye varer ind i butikken til AW 21.
”Nu er spørgsmålet, hvordan der leveres. Flere har allerede nu meldt ud, at vi kan forvente leveringsforsinkelser. Men vi håber da, at tingene normaliserer sig, og at vi får varer i butikken”.

Sådan går det
Som alle andre har Freddy Sko været lukket med, og Majbritt har benyttet sig af Facebook til at præsentere varer, som kunderne kunne ringe ind og bestille og siden hente i butikken. ”Men det har jo på ingen måde kunnet opveje det salg, jeg ellers ville have haft. Februar er heldigvis en død måned for os under normale omstændigheder, og da vi kunne åbne 1. marts, var det en ren fornøjelse. Kunderne takkede os for, at vi åbnede, og de stod i kø ude på gaden for at købe sko. Det var en god oplevelse, og det viser tydeligt, at de fysiske butikker har deres klare berettigelse”.
Nu håber Heidi, at sommeren byder på turister på Ærø som vanligt, for selv om også sommerhusturisterne ringer og beder Heidi sende varer, mener hun klart, at den fysiske kontakt er den bedste.

Majbritt Jacobsen, Bodil Sko, København:

Hun var ikke på den første skomesse i Bella Center, men hun var på den anden og handlede både hos leverandører, hun plejer at handle hos samt hos en enkelt ny.
”Der var ikke så mange besøgende, og der var også udstillere, som ikke var der, men jeg synes faktisk, det var rart, og at fungerede med at lave faste aftaler, så man vidste, hvad man havde at forholde sig til”.
De leverandører, Majbritt ikke kunne træffe på Bella Center, har hun disponeret hos online med et katalog foran sig. ”Og det har også fungeret”, siger hun.
For Majbritt er online indkøb i hvert fald ikke vejen frem. ”Jeg har købt ind online hos de leverandører, der ikke var på messen. Og det fungerede, men det er ikke den måde, jeg foretrækker. Jeg kan lide at have varen i hænderne, og jeg glæder mig til, at vi kan komme på messe igen”.
Majbritt bruger messerne, selvfølgelig til indkøb, men ikke mindst til inspiration. Jeg går og kigger – også hos dem, jeg ikke handler med, jeg orienterer mig om, hvad der sker, og jeg inspireres – måske også til at prøve nye samarbejder af, og det vil jeg helst ikke undvære”, siger hun.

Positivt overrasket
Selvfølgelig er hun nervøs for, hvordan den nuværende sæson kommer til at se ud økonomisk, og hun kan da også se, at den lader noget stå tilbage. ”Men når det er sagt, er jeg positivt overrasket over salget. Vi kunne åbne 1. marts, og det skete med en fantastisk følelse. Mine kunder stod nærmest i kø, og de havde ventet med at købe sko, til jeg åbnede. Det boostede mig virkelig – og ikke mindst min forretning, og fordi jeg har mange loyale kunder, købte de ikke blot par ét par sko men flere. Så situationen taget i betragtning, er jeg faktisk tilfreds”, slutter hun.