Vi flytter sammen med Dansk Erhverv.

Tekst: Ninna Vatnhamar

Foto: iStock Photos

På generalforsamlingen den 28. september blev en ny kurs for Skobranchen.dk
vedtaget, og sammen med Dansk Detail og Men’s Fashion World har foreningen
indledt organisationssamarbejde med Dansk Erhverv. Men hvad betyder det nye
samarbejde for medlemmerne? Hvad får de? Og hvorfor er det et skridt, der tages lige nu? Og hvad koster det?


Bestyrelsesformanden for Skobranchen.dk og Dansk Detail, Jørgen Rubæk Krebs, er overbevidst om, at vores foreninger opnår store fordele ved dette nye organisationssamarbejde. ”Vi er sat i verden bl.a. for at give vores medlemmer den bedst mulige service og den bedst mulige rådgivning, og det er det, vi gør i dag. Men vi kommer ikke uden om, at vores foreninger ser faldende medlemstal, og med tiden vil dette påvirke vores muligheder for at imødekomme de behov og forventninger, som medlemmerne har til os. Derfor er et af hovedformålene med samarbejdet med Dansk Erhverv netop at styrke og sikre et fremtidigt højt serviceniveau for vores medlemmer”, siger Jørgen Rubæk Krebs.

Peter Charles Madsen, der er leverandørmedlem og medlem af Skobranchen.dk’s bestyrelse, fortæller, at en betydelig og vigtig del af den service, vi giver til vores medlemmer, er den juridiske bistand. ”Jeg vil rose vores egne jurister til skyerne, for de er fantastisk dygtige, men det er klart, at med et kommende team på 42 jurister, som har specialiseret sig inden for de forskellige områder, så kan vi give langt mere specialiseret juridisk bistand til vores detailhandlere og leverandører i form af agentkontrakter, aftaler, erhvervslejekontrakter mm., og nu kan vi også køre sager af principiel karakter, da der i Dansk Erhverv sidder advokater med bestalling helt op til højesteret”.

John Brødbæk er butiksejer, bestyrelsesformand for Men’s Fashion World og næstformand i Dansk Detail, og han mener, at en af de største fordele, vores foreninger opnår med dette nye samarbejde, er langt større synlighed. ”Når man taler detailhandel, så er det tit de større spillere og de store supermarkeder, der bliver nævnt, og som det kommer til at handle om, og derfor mener jeg helt klart, at med Dansk Erhverv i ryggen, så bliver vi specialdetailhandlere mere synlige”, siger John Brødbæk.

Jørgen Rubæk Krebs og Peter Charles Madsen er enige i, at vores foreninger bliver mere synlige, og at vi sammen med Dansk Erhverv får mulighed for at sætte et større aftryk og præge den politiske debat til gavn for specialdetailhandlen. ”Vi kommer med en masse viden, der omhandler specialdetailhandlen, og på denne måde styrker vi Dansk Erhverv i rollen som specialdetailhandlernes talerør. Dette bliver vi nu en del af, og det gør os stærkere”, siger Jørgen Rubæk Krebs.

Ud over sikring af fortsat højt serviceniveau, mere synlighed og mere politisk indflydelse, så får vores medlemmer bl.a. flere fordelsaftaler at vælge imellem, samt en lang række kurser, som vi tidligere ikke har kunnet tilbyde, og på det sociale plan er der adgang til netværksmøder og kompetencegivende foredrag, som kan bidrage til et styrket sammenhold i branchen, fortæller Peter Charles Madsen og tilføjer, at vi også kan se flere muligheder i at køre kampagner o.l. til gavn for specialdetailbutikkerne.

 
"I Skobranchen.dk f.eks. er medlemstallet faldet med 40-50 pct. de seneste 10 år". 

Tidspunktet er det rigtige

Til spørgsmålet om, hvorfor dette organisationssamarbejde bliver til lige nu, refererer Jørgen Rubæk Krebs først til det faldende medlemstal i foreningerne generelt. ”I Skobranchen.dk f.eks. er medlemstallet faldet med 40 – 50 pct. de seneste 10 år. Og det har ikke været pga. utilfredshed, men lukninger, forårsaget af dårlige konjunkturer, opkøb og sammenlægninger. Samtidig ser det ikke ud til, at der kommer så mange nye detailbutikker, så tallet af potentielle medlemmer falder også.

Samtidig ser vi en tendens blandt brancheorganisationer, at de går sammen. Dette så vi, da vi i
forarbejdet til dette samarbejdsprojekt, var i kontakt med andre branche- og arbejdsgiverorganisationer for at afsøge muligheden for en form for samarbejde for at opnå synergieffekter via fælles drift og servicering af medlemmer, og de viste sig enten ikke at være interesserede, eller havde de valgt at indgå samarbejde direkte med Dansk Erhverv eller andre organisationer”.

John Brødbæk mener også, at timingen er perfekt, for tilsammen kommer Skobranchen.dk, Dansk
Detail og Men’s Fashion World med et pænt antal medlemmer, og mens disse foreninger oplever et fald i medlemstallet, så oplever Dansk Erhverv det samme. Derfor er det med rettidig omhu, at vi indgår i tættere samarbejde, siger han.

Jørgen Rubæk Krebs er enig og pointerer, at Dansk Erhverv i disse år gennemgår en ny strategisk udvikling, hvor de tager bestik af udviklingen blandt deres medlemmer og dermed ser nye muligheder for samarbejder og udvikling, og med vores medlemmer, viden og erfaring, kan vi komme med i denne udvikling og være med til at sætte dagsordenen for videreudviklingen i
detailhandelen i Danmark.

”Skobranchen, Dansk Detail og Men’s Fashion World står i øjeblikket med en samlet stærk stemme, som Dansk Erhverv gerne vil have et tættere samarbejde med nu, og med udviklingen i antal medlemmer og forventninger om øgede krav til servicering af medlemmer, kommer vores organisation under pres, og jeg er bekymret for, om vi vil fremstå lige så stærke om f.eks. 5 år. Derfor mener jeg, at dette er det rigtige tidspunkt for os alle sammen”, siger Jørgen Rubæk Krebs.

Han nævner som eksempel, at i takt med den stigende internethandel, har flere og flere af vores medlemmer oprettet netbutikker, hvilket også sætter yderligere krav til vores rådgivningsservice.
Her har Dansk Erhverv opsamlet en masse kompetencer bl.a. via deres fusion med Foreningen af Danske Internethandlere.

 
"Jeg er stensikker på, at dette bliver en kæmpe gevinst for hele modebranchen".

Positiv økonomi i aftalen

Noget som medlemmerne givetvis er interesserede i at vide er, hvordan denne nye samarbejdsaftale kommer til at påvirke deres kontingenter. Peter Charles Madsen forklarer, at mens vi i vores
organisation har en kontingentstruktur, der er baseret på antal butikker, så har Dansk Erhverv en struktur, der bygger på lønsummen, dvs. de samlede lønomkostninger, som medlemsvirksomheden har til sine ansatte, ekskl. indehaveren. Omlægningen fra den forhenværende beregningsmetode til den nye, betyder derfor kort fortalt, at nogle medlemmer vil mærke en marginal stigning og andre et fald i kontingentet.

Jørgen Rubæk Krebs uddyber: ”Til forhandlingerne havde vi tre hovedkrav, hvoraf det ene var, at vi fik en god rabatordning for kontingenterne. Og det har vi fået således, at hvis vi tager den forventede årlige stigning, som vi ville have haft i vores kontingenter over de kommende 3 – 4 år og sammenholder det med det forventede kontingentniveau i Dansk Erhverv om 3 – 4 år, så kommer de til at stemme nogenlunde overnes”, og tilføjer, at vedrørende den fremtidige kontingentopkrævning, så vil denne komme fra Dansk Erhverv, og på opkrævningen vil der være en symbolsk betaling á kr. 100 pr. CVR nr. for medlemskab af brancheorganisationen”.

Jørgen Rubæk Krebs fortæller videre, at de øvrige hovedkrav var, at vi kunne bevare vores egen organisation inde i Dansk Erhverv; det vil sige, at vi ville have vores eget sekretariat og med Jens Birkeholm som direktør. Til sidst ville vi have, at vores personale fik mulighed for ansættelse i Dansk Erhverv.

Dette mener John Brødbæk var et af de bedste resultater fra forhandlingerne. ”Det er vigtigt, at vi ikke skal til at genfortælle vores historie, men at vi sikrer, at vores fundament er stabilt og stærkt, og at vi forbliver dem, vi er, og at medlemmerne kan genkende os”, siger han.


Fremtiden

Organisationssamarbejdet, der nu er indgået, betyder, at Skobranchen.dk, Dansk Detail og Men’s Fashion World får ny adresse på Børsen. Det forestående kapitel kommer derfor til at bestå af en lang række praktiske opgaver i forbindelse med den fysiske flytning af sekretariat og
personale.

”Vi har opsagt vores lokaler på Toldbodgade og skal flytte ind på Børsen i løbet af 1. kvartal 2021, og indtil da vil medlemmerne ikke mærke nogen forskel. Efter flytningen vil telefonen blive besvaret af Dansk Erhverv’s reception og omstillet til sekretariatet, til en jurist eller anden fagperson, alt efter, hvad henvendelsen drejer sig om. Medlemmerne vil herefter også automatisk modtage al information som medlem af Dansk Erhverv og bevare al information fra Skobranchen.dk, Dansk Detail, Skobranchen.dk og Men’s Fashion World”, fortæller Jørgen Rubæk Krebs.

Alle tre er enige om, at dette skridt er både godt, rigtigt og rettidigt, og de forsikrer, at bestyrelserne i de respektive foreninger fortsat vil arbejde for deres medlemmer og detailhandlens interesser.

”Jeg er stensikker på, at dette bliver en kæmpe gevinst for hele modebranchen, så et stort tillykke til alle og tak for opbakningen til sammenlægningen”, lyder det til slut fra Peter Charles Madsen.