Copenhagen Fashion Week går digitalt

Tekst: Pia Finne

Foto: Messerne

Messerne er aflyst. Det er blevet besluttet af Copenhagen Fashion Week, CIFF, Revolver, Dansk Fashion & Textile og WEAR, efter at myndighederne har forlænget corona-restriktionerne. Derfor skal der tages alternative samhandels- og ikke mindst inspirationsformer i brug. Først og fremmest digitalt, men indtil videre må showrooms besøges efter forudgående aftale.


Copenhagen Fashion Week får et noget andet udtryk dette forår. Messerne; CIFF og Revolver er aflyst, fordi man har forbudt al messeaktivitet frem til slutningen af februar, og dermed vil modeugen på alle fronter, såvel messer som shows, foregå digitalt.
"På grund af den nuværende udvikling af Covid-19, har vi været nødt til at aflyse alle fysiske events i forbindelse med Copenhagen Fashion Week denne gang. Det gælder også messerne. Copenhagen Fashion Week's show kalender og talk vil fortsat blive gennemført – dog virtuelt via vores univers på copenhagenfashionweek.com. Selv om det bestemt ikke er noget, vi ønsker, er det uden tvivl det rigtige at gøre, og i stedet ser vi frem mod en tid, hvor vi kan mødes fysisk igen til Fashion Week i august 2021”, siger Cecilie Thorsmark, CEO i Copenhagen Fashion Week.


CIFF
15. januar lancerer CIFF sin digitale platform CIFF DIGITAL. Dog er CIFF Showrooms som udgangspunkt åbne 2.-7. februar, hvis man har en forudgående aftale, og man oplyser, at man har ansøgt myndighederne om at måtte afholde disponeringsdage for skobranchen i CIFF Showrooms den 14.-15. marts, hvis man som besøgende har en forudbooket aftale.


Fra Skobranchen og Dansk Detail’s side lyder opfordringen derfor klart til, at man kontakter sine leverandører og bruger muligheden for at booke aftaler, så man kommer ud og får inspirationen og ser alle de nye varer. ”Vi har alle brug for i den givne situation at bakke hinanden op, så vi også fremadrettet har modemesser, hvor leverandører og indkøbere kan mødes over en god handel. Så book aftaler”, pointerer Jens Birkeholm fra Dansk Detail.


Fra CIFF’s side lyder det: ”Det er ærgerligt og frustrerende, at vi ser os nødsaget til at aflyse CIFF i februar, for vi havde glædet os til at samle branchen til CIFF FW21 i Bella Center Copenhagen, og ikke mindst til, at vores udstillere og indkøbere kunne mødes fysisk igen. Men vi må ganske enkelt acceptere, at verden, som vi kender den, er sat på standby”. Sådan siger Christina Neustrup, direktør for Copenhagen International Fashion Fair.

Men CIFF søger konstant at tilpasse sig den moderne verden i forhold til at støtte op om business muligheder og etablere kontakt mellem udstillere og indkøbere på den lettest mulige måde. Derfor var man i fuld gang med etableringen af CIFF DIGITAL. Og med aflysningen af den fysiske messe i februar bliver CIFF DIGITAL endnu mere relevant. ”Vores digitale B2B platform, ciff.dk, bliver lanceret i slutningen af januar som samlingspunkt og mødested for alle deltagende brands. Vi kan assistere med global synlighed, præsentation af kollektioner og formidling af kontakt mellem indkøbere og presse over hele kloden, og vores Marketing- & Global Relations team arbejder på højtryk og målrettet med forberedelserne for at få brands og indkøbere med, og vi kan tilbyde det ideelle værktøj til at etablere kontakt på tværs af branchen i indkøbssæsonen”, lyder det fra Christina Neustrup.


På CIFF DIGITAL kan indkøbere nu søge efter brands og specifikke produkter ved at filtrere deres søgning efter stil, kategori og en række andre relevante kriterier.Blandt favoritterne er ALBUM-funktionen, der giver brugeren mulighed at gemme sine favoritter, organisere og optimere oplevelsen og navigationen på siden. Det intelligente matching-system foreslår brands, der kunne have interesse i forhold til den enkeltes ALBUM-præferencer, og det genererer nye opdagelser og muligheder. Herudover kan man udforske kollektioner, se kataloger og showrooms, lægge ordrer, få kontakt til udstillerne og fastholde forbindelsen året igennem.CIFF Digital forener messen indkøbs-community med interessante brands igennem inspirerende billeder og historier, netværksinvitationer social media content. “Den nye digitale platform giver designere mulighed for at præsentere deres seneste kollektioner for indkøbere og journalister,” siger Christina Neustrup, der dog slår fast, at målet med onlineplatformen er at komplimentere messen ikke at erstatte den. Interesserede kan tegne et seks måneders abonnement. ”Vi er fulde af optimisme for tiden der kommer, og vi glæder os til at se udstillere og indkøbere igen i den virkelige verden, når der holdes CIFF i Bella Center til august”, slutter Christina Neustrup.Men endnu engang: Husk at tage kontakt til leverandørerne, og er det muligt så besøg dem i deres showrooms.

 
"Allerede efter én sæson med Zoom- og Teams-møder er jeg ikke i tvivl om, at når det igen er muligt, vil messerne være mere nødvendige end nogensinde".

Revolver

”Vi aflyser naturligvis Revolver som en konsekvens af myndighedernes forbud mod at afvikle messer”, fastslår Christian Maibom, kreativ direktør for Revolver. ”I stedet kommer vi til at bruge de næste måneder på at afvikle Revolver digitalt. Vores mål er at hjælpe de brands, der skulle have udstillet på Revolver, bedst muligt igennem coronakrisen. De har stadig kollektioner, der skal sælges, og detailhandlerne skal stadig indkøbe varer. Herudover slår vi koldt vand i blodet og begynder så småt at planlægge augustmessen. Dog er min holdning, at ingen kan se igennem coronatågerne, og at der ingen store beslutninger skal træffes lige nu”, siger Christian Maibom. 


Han understreger, at man nu ruller den digitale platform ud, og at brandene kan bruge platformen til at promovere sig på, og at man vil aktivere hele sit nationale og internationale netværk i forhold til den digitale base.Men Christian Maibom slår også fast, at Revolver er en fysisk messe. ”Vi er ikke en professionel, digital ordreplatform. Vi har en digital platform, men vores forretning ligger ikke i at være digitale, men i de fysiske messer”. Og så slutter han af med at pointere, at den diskussion, man i mange år har haft i forhold til, om messer er en outdatet businessform og mødeplatform, nu er lukket. ”Allerede efter én sæson med Zoom- og Teams-møder, er jeg ikke i tvivl om, at når det igen er muligt at mødes personligt, vil messer være mere nødvendige end nogensinde. Så skal man tage noget positivt med fra coronakrisen, har det været en god lære både i forhold til messernes vigtighed for branchen, og vigtigheden for de byer, messerne ligger i”.


Copenhagen Fashion Week

I sommer lancerede Copenhagen Fashion Week et nyt hybridformat, der gjorde det muligt for brands at være på showkalenderen i både et digitalt og et fysisk format – en fleksibel løsning, der omfavner de nye muligheder og som respekterer det globale ansvar i lyset af Covid-19. Med den seneste udvikling i pandemien vil denne udgave af Copenhagen Fashion Week være 100 pct. digital, og dermed sikres det, at de nye restriktioner overholdes, samtidig med at brands får lov til at præsentere deres kollektioner for Copenhagen Fashion Week's international og nationale publikum.


Alle shows og talks vil være tilgængelige fra 2.- 4. februar via Copenhagen Fashion Week's nye digitale platform på www.copenhagenfashionweek.com, der vil blive lanceret 14. januar. Showkalenderen er allerede publiceret og Talks-programmet præsenteres i midten af januar.
Copenhagen Fashion Week samarbejder desuden med NuORDER i denne sæson. NuORDER er en B2B eCommerce platform, der lader brands og detailhandlere samarbejde. NuORDER genopfinder wholesale-processen ved at skabe en løsning, der giver mulighed for en mere fleksibel og skalerbar måde at handle online på. Indtil videre er godt 2000 brands og 500.000 detailhandlere tilknyttet.

Debuterende Schnayderman’s åbner ballet, og Henrik Vibskov lukker og slukker. Sådan ser modeugekalenderen for den kommende sæson ud, og alle events og shows foregår digitalt.


“Vi er glade for at kunne præsentere et stærkt line-up af 33 brands denne sæson, som vil vise deres kommende AW21-kollektioner digitalt”, lyder det fra Cecilie Thorsmark.Den kommende modeuge byder blandt andet på flere tilbagevendende brands, som er at finde på kalenderen igen efter én eller flere sæsoner væk. Her i blandt er Rotate Birger Christensen, House of Dagmar, Wood Wood og Stand Studio. Men AW21-sæsonen byder også på nye navne. Det gælder for eksempel det svenske herrebrand – og debutant til Copenhagen Fashion Week – Schnayderman’s, som har fået æren af at åbne ballet som første visning tirsdag den 2. februar klokken 10.