Årets Driver 2019 i Skoringen.

Kenneth Nisgaard blev igen årets Driver i Skoringen.

Tekst: Birgitta Maae Jensen 

Foto: Skoringen, Borgen

Da Kenneth Nisgaard blev kåret som Årets Driver 2019 på Shoe-d-visions generalforsamling, lød der et jubelråb fra bagerste række, hvor hans butikschefer forventningsfulde sad og krydsede fingre.

”Ja, det lød, som når der bliver scoret i en fodboldkamp. 2 af pigerne er fra Esbjerg, og de har normalt ikke så meget at juble over, så måske havde de noget indebrændt”, siger Kenneth Nisgaard og griner. Den ekstra store begejstring skyldes nok især, at det er andet år i træk, han blev kåret som
Årets Driver.

Det giver også tit anledning til, at kollegaer spørger Kenneth, hvad hemmeligheden er for at blive Årets Driver.
”Det er ikke nogen hemmelighed, men jeg har to esser i ærmet. Den ene er mine forældre, der har lagt fundamentet til det hele. Den anden er uden tvivl min kone. Hun er souschef i Kvickly, så der bliver snakket rigtig meget salg, bruttoavance og kunder over køkkenbordet. I hende har jeg en enormt god sparring, og jeg er glad for at have hende på min side af forhandlingsbordet”, siger Kenneth med et smil på læben.

Han fremhæver også sit personale, og i 2019 glædede han sig ekstra over, at han var lykkedes med at få etableret et stærkt team af ansvarsbevidste butikschefer, der også udviste stor selvstændighed.



Fra 5 til 10 i 2020

2019 blev både et godt, men også et skelsættende år for Nisgaard koncernen. De drev med succes og godt købmandskab de to Skoringen-butikker i Esbjerg og en i henholdsvis Middelfart, Vejen og den oprindelige Skoringen i Blåvand. Men hen over sommeren opstod der dog en mulighed, Kenneth var nødt til at springe på.

”Jeg fik tilbudt og købte Skoringen-butikkerne i Aabenraa, Fredericia, Haderslev og to i Sønderborg. Det var et voldsomt skridt, der har mere end fordoblet vores omsætning, og vi driver nu 10 i stedet for 5 butikker. Jeg havde sommerfugle i maven, da jeg skrev under, men butikkerne og personalet
lignede det, jeg havde i forvejen, og det var pæne butikker hele vejen rundt”, fortæller han.

Vil stadig have kontakt til kunderne.

Efteråret gik med masser af forberedelser og administrative opgaver, ligesom Kenneth skulle lære det nye personale at kende.

”Det har været vigtigt for mig at stikke fingeren godt i jorden og også lære noget af Sander Sko, der solgte butikkerne, for de havde også drevet nogle gode butikker gennem mange år”.

Kenneth er vant til at komme i alle sine butikker hver uge, men det er noget af det, der nu er ændret på.

”Det kan ikke fysisk lade sig gøre længere, så jeg skal til at lære at fjernlede. Jeg kommer til at bruge endnu mere tid bag skærmen, og man kan se rigtig meget af systemerne. Men jeg vil stadig have mulighed for at komme ud på gulvet og ekspedere kunder for også at opleve, hvordan butikkerne
fungerer til hverdag. Systemerne kan heller ikke vise, hvad kunderne efterspørger”, understreger han.

På trods af forberedelserne med de nye butikker, mistede han ikke overblikket og sikrede at drive de eksisterende butikker med så stor succes og gode resultater, at han blev kåret som Årets driver 2019.

Nye butikker åbnede, mens corona var på vej.

1. februar 2020 åbnede Nisgaard koncernen de fem nye butikker, og de bugnede med masser af lækre nye forårsvarer. Der var købt rigeligt ind, da butikkerne var købt uden varelager. Men hurtigt blev det 11. marts, og der var fra den ene dag til den anden ingen kunder i butikkerne.

”Corona betød krisestyring, og jeg frygtede det værste med 10 butikker. Men personalet havde mange gode forslag til, hvordan vi kunne bibeholde en del af omsætningen. De var ekstra aktive på de sociale medier, vi fik etableret et bookingsystem til Børnenes Dag, så forældrene med afstand kunne købe børnesko, vi holdt ekstra søndagsåbent, og en medarbejder valgte at levere varer ud til kunderne på cykel – også selv om første levering var 7 km væk. Jeg vidste godt, at jeg havde et godt personale, men jeg blev alligevel overrasket og glad over, hvordan de steppede op”, fortæller Kenneth begejstret.

Tro på fremtiden.

Efter genåbningen har Kenneths Skoringen-butikker allerede oplevet omsætningsfremgang, og butikkerne er kommet rimeligt godt i gang igen i maj og juni.

”Da folk først kom ud af corona-hulen, havde de et behov, der skulle dækkes, og det er så heldigt, at vi ligger i nogle gode handelsbyer”, siger han.

Derfor er han også optimistisk og tror på fremtiden.

”Pilen peger kraftigt opad og fremad, og under corona havde jeg frygtet noget endnu værre. De bananer, der ligger på lager, er langt fra brune, og de kan sælges længe endnu. Men vi køber nok ikke så mange festsko ind til næste sæson”, siger han efter et halvår, der ikke har været så festligt.

På spørgsmålet, om han har ambitioner om at købe flere butikker i løbet af 2020, lyder svaret prompte: ”Det ligger ikke lige i kortene, men hvis der kommer en god forretning, så er jeg ikke afvisende!”